Min ideologi: Socialisme

Af Marie Frederiksen

Der er masser af gode grunde til at være socialist, også i dag.

Herhjemme er der nedskæringer i den offentlige sektor, stress er blevet en folkesygdom, kvinder tjener omkring 15 procent mindre end mænd, der findes racisme og en ordentlig og billig bolig er svær at skaffe for bare at nævne nogle eksempler.

Jeg er socialist, fordi jeg mener, at alle disse problemer grundlæggende skyldes den måde vores nuværende samfund er bygget op, og fordi jeg mener, der er brug for at opbygge samfundet på en ny måde.

I det nuværende samfund - det kapitalistiske - styres økonomien af jagten på profit for de forskellige firmaer. Ethvert firmas fremmeste formål er at tjene penge, ellers dør de i konkurrencen. Og det er ikke nok bare at tjene et overskud. Der skal hele tiden tjenes flere og flere penge, hvilket f.eks. er tydeligt på aktiemarkederne, hvor aktierne falder hvis overskuddet ikke har været så stort som forventet, selvom det kan være på mange milliarder kroner alligevel.

Kapitalismen slår ikke til

Som samfundssystem er kapitalismen ikke i stand til at sikre ordentlig fremgang for det store flertal, og det kommer jævnligt i krise, hvilket vi er vidner til i øjeblikket. På RUC, hvor jeg selv studerer, bliver der flere og flere studerende pr. vejleder, hvilket kraftigt forringer undervisningen, SU'en følger ikke med lønudviklingen, mens priserne på boliger, fødevarer og transport galopperer derudaf, brugerbetaling indføres flere og flere steder osv.

Det er bare nogle eksempler på, hvad der er virkeligheden indenfor alle velfærdsområder, der konstant er blevet skåret de seneste mange år. Og dette er endda sket under et (mindre) opsving i økonomien. Nu ser det ud til, at vi står overfor en økonomisk nedgang, der viser sin spæde start i faldende huspriser, voldsomme fald og udsving på aktiemarkedet. Hvis de seneste år med opsving har budt på nedskæringer, hvad kommer de kommende år med økonomisk krise så ikke til at betyde?

Hvad skal der gøres ved det?

Jeg kæmper for et socialistisk samfund. Det betyder et samfund, hvor de største virksomheder nationaliseres under arbejdernes egen demokratiske kontrol.

Ved at planlægge økonomien kan man komme uden om, at de enkelte kapitalister producerer "blindt" ud fra, hvad han eller hun tror, man kan tjene penge på. Ved en planøkonomi kan man producere det, der rent faktisk er brug for, spild og overproduktion kan undgås, og samtidig kan produktionen effektiviseres.

Der produceres enorme værdier hver dag i Danmark, men problemet er, at en meget stor del af dem går til de mennesker, der ejer virksomhederne, hvad enten det så er enkeltpersoner, kapitalfonde, aktionærer eller lignende.

Mærsk skummer fløden

Jeg kender indvendingen. Dem, der er rige, har fortjent deres rigdomme ved stort slid og opfindsomhed. Men sagen er jo, at det ikke er Mærsk, der slider på olieboreplatformene for at hive olien op af Nordsøen, men tværtimod alle dem, der er ansat der. Ligesom det heller ikke er direktøren og aktionærerne i Novo Nordisk, der står og forsker i og producerer ny medicin, men tværtimod alle de ansatte på Novo Nordisk - for bare at tage et par eksempler. Med andre ord er det de mange, mange arbejdere, lønmodtagere eller hvad man end vil kalde dem i dag, der hver dag skaber værdierne.

I en planøkonomi vil alle disse ressourcer kunne udnyttes til flertallets bedste, og ikke et lille mindretal. Det er klart, at en planøkonomi må være demokratisk, ellers kan den slet ikke fungere - det så man i Sovjet, hvor enhver kritik blev kvalt. Sovjet under Stalin var hverken socialisme eller kommunisme.

Vi har brug for en socialistisk revolution

Som socialist plæderer jeg for en socialistisk revolution. Det vil sige en grundlæggende ændring af den måde økonomien er bygget op, at de største virksomheder nationaliseres og regeringen væltes.

De seneste år har vi set et stigende antal protester mod nedskæringer, mod stigende arbejdspres og for højere lønninger, bl.a. har der været 3 demonstrationer med 100.000 deltagere indenfor det seneste halvandet år.

Som studenterpolitisk aktiv har jeg selv kæmpet mod nedskæringer. Vi kan få stoppet nogen af dem, men vi kan kun endegyldigt stoppe dem, ved at ændre økonomien. Ungdommen kan ikke gøre det selv.

Dem, der virkelig har magten over økonomien, er arbejderklassen, hvilket bliver tydeligt ved store strejker, som f.eks. dem i 1985 og 1998. Der blev ikke kørt benzin til tankstationerne, fabrikkerne og kontorerne var tomme, og der blev ikke produceret noget som helst. De eneste der kan overtage produktionen og gennemføre en revolution er derfor arbejderklassen, og når det sker, vil vi alle kunne nyde godt af det.