Danmarks universiteter spiller på finanskrisen
Mens aktierne i dag stiger for 7. dag i træk, introducerer Unge Aktionærer og NetPosten.dk Danmarks første landsdækkende aktiespil for studerende. Konkurrencen skydes i gang under titlen YoungInvestor 2008, og det er ikke kun for slipsedrenge. Også DTU, RUC og IT-universitetet er stærkt repræsenteret blandt de 220 studerende, der allerede har tilmeldt sig.
Foreningen Unge Aktionærer er en forening under Dansk Aktionærforening (DAF) for unge i alderen 15 til 30 med interesse for aktiemarkedet. Foreningen holder ofte arrangementer så som diskussionsaftener, fællesoplæg og kurser med det formål at fremme hinandens netværk, finansielle viden og karrieremuligheder.
Nu er foreningen gået sammen med Netposten.dk og landets førende universiteter bl.a. Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Handelshøjskolen i Århus og Copenhagen Business School med flere om et fælles årligt aktiespil, hvor universiteterne dyster om titlerne "YoungInvestor 2008 - Best Student" og "YoungInvestor 2008 – Best University". Ydermere har basisbank.dk udlovet en investeringskonto med 2500 kr. til den bedste kvindelige samt den bedste mandlige studerende.
Ifølge projektets tovholder Frederik Ploug Søgaard fra Unge Aktionærer, skal YoungInvestor være den arena, hvor landets universiteter årligt mødes og udfordrer hinandens investeringsevner.

- Aktiemarkedets nuværende uroligheder og udsvingninger gør det langt sjovere at spille aktiespil. For det kan kræve, at man køber og sælger aktier med korte mellemrum, ligesom en daytrader - og det er der game i. Konkurrencens formål er at imødekomme den voksende interesse for finansmarkedet, der har været blandt studerendes på det seneste , og ikke mindst at styrke fællesskabsfølelsen mellem landets universiteter og foreninger. I øvrigt mener jeg, at det især er nu, hvor verdens finansmarkeder er i krise, at landets studerende har muligheden for at hævde Danmarks rolle som en erfaren finansnation, siger Frederik Ploug Søgaard formand for Finance Lab på CBS og næstformand for Unge Aktionærer.
Kampen startede i dag og der er allerede lagt op til hård konkurrence mellem universiteterne.
- Aktiemarkederne falder 5 pct. den ene dag og stiger 3 pct. den anden. Jeg tror sagtens, jeg kan blive god til at fange gevinsten de dage, hvor det går op. Og selvom de andre universiteter nok er lige så meget amatører som os, så vil vi stadig give dem kamp til stregen, siger Marc Rasmussen, der er jurastuderende på Københavns Universitet og medlem af Unge Aktionærer.
Du kan stadig nå at tilmelde dig i løbet af november helt gratis på:
www.YoungInvestor.dk
Kommentér (0 kommentarer)





