Gode råd til bogkøb
Betyder det noget, hvor man køber sine studiebøger? Er der rabatter at hente og penge at spare? Svaret er ja, så tag med Kampus.nu på en lille rundtur på nettet og få et par gode råd til, hvordan du finder billige bøger, og hvad du skal være opmærksom på.

Der skal bøger til. Ved hver eneste semesterstart bliver studerende overdynget med pensumlister, kursusplaner og litteraturkrav. Noget er strengt påkrævet læsning, andet er "blot" obligatorisk og noget helt tredje er den anbefalede litteratur. Skulle man efter en håndfuld semestre forsøge at regne ud, hvor mange penge man har brugt på bøger gennem årene, bliver det mere og mere klart, hvad der præcis menes, når en videregående uddannelse bliver kaldt en investering.
Bogladerne er den nemme løsning
Men hvor skal alle disse bøger købes? Mulighederne er mange. På de fleste uddannelsesinstitutioner ligger den nemme løsning lige for: skolens boglade. Den lokale bogbutik på skolen har som regel et både dybt og bredt sortiment af studiebøger indenfor de fagområder, som de studerende på den pågældende institution beskæftiger sig med. Det er nemt og bekvemt.
Der er dog talrige eksempler på, at det ikke altid forløber så smertefrit, som det kunne. Ofte er enten nyansatte, eksterne eller blot forvirrede undervisere ikke helt inde i systemet, og der kan opstå misforståelser. Ind i mellem kan der også opstå leveringsproblemer hos forlagene. Uanset problemets art betyder det i sidste ende, at de studerende ikke kan få fat i deres bøger.
Der er alternativer til bogladerne og mange penge at spare
Heldigvis er der alternativer, som også er værd at overveje - selv i situationer, hvor det ikke ville være problematisk at spadsere direkte over i bogladen og købe det nye semesters arsenal af bøger. Vi er naturligvis ikke godt inde i et nyt årtusinde for ingenting, og internettet bugner da også af bogbutikker.
Et godt sted at starte er ved at klikke sig ind på bogpriser.dk, hvor det er muligt at sammenligne en lang række forhandleres priser på forskellige bøger og derefter klikke sig direkte videre til den foretrukne forhandlers side. Denne simple teknik kan spare den enkelte studerende for en del tid og penge, og de samlede besparelser vil efter blot et par semestre være til at tage og føle på i alvorlig grad.
En anden mulighed er at tjekke hjemmesiden pensum.dk ud. Her tilbydes den samme prissammenligningsservice som på bogpriser.dk, og der kan købes såvel nye som brugte bøger. Alle kan oprette en profil og sætte studiebøger til salg, og her kan virkelig spares penge.
Køb brugte bøger af dine medstuderende
Vil man spare endnu flere penge, kan man ty til at købe brugte bøger fra andre studerende. Omkring semesterstart bliver skolernes gange og opslagstavler på det nærmeste tapetseret med tilbudslister fra studerende, som mener, at de ikke længere får brug for en stor portion af deres gamle bøger. Ulempen er dog, at kvaliteten kan variere fra så god som ny til stærkt medtaget. Dette afspejles dog som regel også i prisen. Desuden må man også af og til leve med, at bøgerne er fyldt med den tidligere ejers noter og markeringer.
En vigtig ting at være opmærksom på er desuden, at der kan være kommet nye udgaver af den bog, du er på udkig efter. Sørg altid for at undersøge, at du får den rigtige udgave i forhold til din kursusplan eller i det mindste at spørge din underviser, om tidligere udgaver også kan bruges. Det er trods alt ikke altid, at ændringerne er fundamentale.
Rigtig god bogjagt!
Kommentér (1 kommentar)
Tilbage
Faktaboks
Gode råd til bogkøb:
1.Kig dig omkring på nettet – der kan være penge at spare.
2.Sammenlign priser på dine bøger.
3.Vær opmærksom på leveringstid og omkostninger, når du handler på nettet. De kan variere meget.
4.Sørg for at få den seneste udgave af bogen – med mindre din underviser siger noget andet.
5.Der kan være penge at spare, hvis flere studerende går sammen om at købe bøger på nettet. Så snak med dine medstuderende eller dine venner på kampus.
6.Vær på udkig efter medstuderendes opslag om salg af brugte bøger – særligt omkring semesterstart.
7.Husk at brugte bøger kan være godt og grundigt… ja, brugte!
Nyttige links:
Her kan du sammenligne de forskellige forhandleres priser på massevis af bøger.
Her kan du købe både nye og brugte bøger.
Links til boghandler på nettet:
…der er mange flere! Kig dig omkring

