Studiestart: Jakob Lange giver dig gode råd
Studiechef på KU, Jakob Lange, ved om nogen, hvad der skal til for at få en god studiestart. Kampus.nu bad ham om at dele ud af sin viden om forventninger, usikkerhed og den første tid på det nye studie.
Morten@kampus.nu
For mange studerende er studiestarten præget af et utal af informationer og nye indtryk, tilsat lidt navneleg, en fadøl og en god portion forståelig usikkerhed over indgangen til den sagnomspundne akademiske højborg, universitetet. Men inden man giver efter for den lurende angst for akademisk deroute, skal man slå koldt vand i blodet, danne sig et netværk og så iøvrigt indstille sig på, at uddannelse er hårdt arbejde. Sådan lyder det fra studiechef på KU, Jakob lange, der med årtiers erfaring i studievejledning kender den sikre vej til den gode studiestart.
Det sociale netværk er det vigtigste
Ifølge jakob Lange drejer det sig om at skabe sociale relationer så hurtigt som muligt. "Overgangen til universitetet er ofte ledsaget af en nagende følelse af ensomhed og dumhed. Mange oplever universitetet som et koldt, væmmeligt og upersonligt sted, hvor folk egentlig er ligeglade med dem. Derfor gælder det om at skabe sociale relationer med det samme. Det gør man ved at tage med på rustur, komme i god tid til timerne, så man kan snakke med sine medstuderende, og så skal man huske at blive hængende bagefter. Det er i pauserne, at relationerne skabes. Det kræver normalt 3 personer til at forstå, hvad læreren siger i starten, det gælder om at finde de andre 2 med det samme".
Øl, fisse og hornmusik eller krampe i skulderen?
Den klassiske fejl i den første tid på universitetet ligger ofte i forkerte forventninger til, hvad det at studere indebærer. "I virkeligheden er der ikke én klassisk fejl, men to. Enten så overvurderer man kravene til sit studium, eller også så undervurderer man dem. Jeg har mødt mange studerende, der tror, at studierne er øl, fisse og hornmusik, fordi deres far engang har fortalt dem en romantisk historie om, hvor meget han festede på sit studium. Ingen gider at at skabe seriøse relationer med folk, der kun er ude på at drikke. Mit råd er, at man skal tage fagligheden seriøst, det er trods alt derfor størstedelen er begyndt at studere. På den anden side skal man heller ikke få krampe i skulderen af at stille hundredevis af spørgsmål i løbet af studiestarten. Man skal ikke vide det hele fra første dag, det skal nok komme af sig selv, hvis man tager sit studie seriøst."
Vær åben men fokuseret
Studietiden er hårdt arbejde både fagligt og socialt, og Jakob Lange understreger, at man skal prioritere studiestarten meget højt for at komme godt fra start. "Man skal Koncentrere sig om studiet og studiemiljøet, minimere sit erhvervsarbejde i den første tid, og så skal man ikke være bange for at snakke med sine lærere og rusvejledere om sine oplevelser og vanskeligheder. En snak med de medstuderende vil sikkert også afsløre, at man ikke er alene med sine problemer og spørgsmål.
Få styr på økonomien
Kassekreditten og den ofte skrantende økonomi er én af de største udfordringer for de studerende. "Jeg råder mange studerende til at bruge SU´s lånemuligheder, da studiet skal have førsteprioritet i de første par semestre. Lånet giver mulighed for at nedtone erhvervsarbejdet, og det altafgørende for at komme godt igang". Det er især indkøb af bøger, der slår bunden ud af budgettet, og her handler det igen om at slå koldt vand blodet og skabe et netværk. "Man skal ikke købe alle bøger med det samme. Det handler om at finde ud af, hvad man har mest behov for, anskaffe sig det, og så iøvrigt bruge biblioteket. Og så kan man med en lille indsats købe bøger billigt fra ældre studerende, men det kræver, at man har skabt det vigtige sociale netværk. Netværk, netværk, netværk, det er vejen til den gode studiestart".
Vi har samlet Jakob Langes 10 gode råd i en faktaboks. Har han glemt noget, eller har du kommentarer til artiklen? Del dine egne erfaringer ved at kommentere artiklen.
Kommentér (1 kommentar)
Tilbage
Faktaboks
Jakob Langes 10 gåde råd til den gode studiestart
1. Deltag i rusarrangementet - det er meget svært at falde til på et hold, hvis man er gået glip af denne introduktion til studenterlivet og hinanden.
2. Køb ikke alle bøger med det samme. Find ud af, hvad du har mest behov for, anskaf det, og brug i øvrigt biblioteket.
3. Koncentrér dig om studiet og studiemiljøet
4. Minimér dit erhvervsarbejde i den første tid. Brug eventuelt SU's lånemuligheder.
5. Kom til alle timer i den første tid, såvel af faglige som af sociale grunde.
6. Kom i god tid til undervisningen, så du kan nå at snakke med dine medstuderende. Bliv også, og snak med dem bagefter.
7. Vær ikke bange for at snakke med dine lærere og din rusvejleder om dine oplevelser og vanskeligheder. En snak med dine medstuderende vil sikkert også afsløre, at du ikke er alene med dine problemer.
8. Lad være med at springe fra uddannelsen, fordi den ikke umiddelbart svarer til dine forventninger. Giv den en chance mere - og så en til.
9. Alle uddannelser bliver mere spændende, jo længere man kommer hen i studiet.
10. Indstil dig på, at uddannelse er hårdt arbejde - kort og godt!

