Kontrolpanel

Kampus.nu er et uafhængigt netværk for studerende. Opret en gratis profil og styrk dit studie.
Opret bruger

Scener fra en studietur

Tre retorikstuderende rejste i juni i år til Windsor i Canada for at tale på en af verdens største argumentationskonferencer. Her fortæller de om deres tur til inspiration for andre studerende, der kunne tænke sig at rejse ud.

Saturday, 27 Sep 2008  

 

/res/a/500-8GxZ2G_500_292.jpg 

 

Af Mette Bengtsson, Sofie Horskær Madsen og Rasmus Rønlev

 

 

12. oktober 2006

Bænket til endnu en undervisningsgang i Retorik og argumentationsteori på det gamle Københavns Universitet Amager tager vi imod det handout, som professor Christian Kock lader gå rundt mellem kompendier og kaffekopper. 'Tre retorikkonferencer i 2007' er overskriften. Den ene foregår i Bergen, den anden i Strasbourg og den tredje i Windsor. Windsor, Canada. "Ja, som I kan se, er undertegnede keynote speaker i Canada", praler Christian med et glimt i øjet. Over frokosten og med jævne mellemrum de næste par måneder er emnet oppe at vende: Kunne det ikke være sjovt at spise kirsebær med de store i Windsor og guffe Cherry Garcia-is fra Ben & Jerry's i New York, Detroit eller Toronto?

 

15. marts 2007

Fristen for at tilmelde sig konferencen i Windsor udløber om 14 dage. Vi har sat hinanden stævne til et 'hot or not'-møde på pigernes specialekontor på Nørrebro. Skal vi af sted eller hvad? Det kogende vand til pulverkaffen og poserne med grøn te går på omgang. På bordet ligger Turen går til Canada og en rejseartikel fra Politiken, der afslører, at man på en bar ved navn Sassafraz i Toronto kan få 'bad ass mojitos'. Specialeplanlægning, Sofies toårige datter og studenterøkonomien er oppe at vende. Det er receptioner, road trip og rejsefeber også. Vi udskyder beslutningen - til næste aften, hvor vi til en god vens fødselsdagsfest skåler på den fælles beslutning: Vi gør det sgu. To dage senere er flybilletterne booket og betalt. 2.769 kr. pr. næse.

 

17. april 2007

Hotelreservationer, kontakt med underviser og arrangører, stipendie- og legatansøgninger og andre rejseforberedelser har sat studierne og specialeskrivningen på midlertidigt standby den sidste måned. Det er det hele værd, da Christopher Tindale i dag går fra at være navnet på en canadisk professor i retorik, vi kender fra vores pensumlister, til at være navnet på den venlige mand, der står som afsender af en mail i vores indbakker. "We would be delighted to have you on the programme for the pre-conference workshop", skriver vores nye ven, Chris. Vores abstracts, skrevet og sendt i sidste øjeblik, er blevet accepteret, og vi skal tale på The Tindale Graduate Workshop på konferencens første dag. Med flybilletterne og taletiden i hus er der ingen vej tilbage. Nu skal der skrives papers.

 

1. juni 2007

Et brev fra Københavns Universitet dumper ind ad brevsprækken, og der lyder en klirren fra en fjern von And-agtig pengetank, da det lander på gulvet. Legat! Rejse og ophold betalt!

 

6. juni 2007

Vi vågner tidligt, lidt øre i hovedet efter gårsdagens lange rejse. Små medbragte Dannebrogsflag i vores morgenbagels markerer Sofies fødselsdag. Stemningen er god, men sommerfuglene i maven basker: Om et par timer skal vi stå på talerstolen og fremføre vores manuskripter. Før vi ved af det, er workshopppen i gang. Efterhånden som vi hver især er næste taler på programmet, finder vi vores paper frem, retter på navneskiltet om halsen og tæller lydløst til ti. I en halv time lukker verden sig om vores tag i talerstolen, A4-siderne foran os og tilhørernes opmuntrende øjne. Præsentationerne går fint, og vores gymnasieengelsk rækker endda til at svare og kommentere på tilhørernes reaktioner. Canadierne og vi repræsenterer tydeligvis hver vores skole; men den gensidige venlighed, interesse og respekt er stor. Efter vores ilddåb som talere går vi hen og bliver registreret. Vi får udleveret vores konferencemapper, mørkeblå muleposer og drinksbilletter (!), som vi med det samme indløser til tre canadiske øl i baren til velkomstreceptionen. Skål! Vi gjorde det sgu. Vi er her. Med hånden nede i samme chipsskål som professorer, vi indtil nu kun har kendt som navne i fodnoter. Dagen slutter med fødselsdagsmiddag for Sofie lige ned til Detroit River og med udsigt til Detroits skyline. Life is good! 

 

7. juni 2007

Over bagels, muffins og juice lægger vi et stramt program for den første formiddag på hovedkonferencen. Vi skal i hvert fald nå at opleve de teoretikere, vi har læst som en del af pensum i argumentationsteori; men det kræver overblik at få konferencekabalen til at gå op med seks oplæg ad gangen forskellige steder på universitetet. Det lykkes, og de næste par timer er som at bevæge sig rundt i et levende kompendium, hvor siderne pludselig begynder at indgå i dialog og diskussioner. Og hvor afklarende spørgsmål kan stilles direkte til girafferne. Snakken fortsætter, da vi med fyldte frokostbakker fra den overdådige buffet klemmer os ned ved et bord, der ved nærmere øjesyn viser sig at huse den legendariske argumentationsforsker Douglas Walton. Vi føler i dén grad, at vi spiser kirsebær med de store, da en professor fra Ohio senere kommer forbi bordet og præsenterer muligheden for ph.d.-stipendier på sit universitet og giver os sit kort.

 

8. juni 2007

Vi har besluttet at holde en halv pjækkedag. Formiddagens konferenceprogram byder ikke på de helt store profiler, og Motownmuseet i Detroit, lige på den anden side af grænsen, trækker. Dér genfortæller en engageret guide bilbyens musikalske eventyr, og vi mærker suset fra Gaye, Wonder og Jackson i Studio A. Tilbage i Windsor når vi at høre et par enkelte oplæg, inden vi i gule skolebusser bliver kørt til eftermiddagens reception på det lokale destilleri. Vi diskuterer skandalekampen mellem Danmark og Sverige med en englænder, kategoriserer professorer efter udseende med en canadier og bliver tilbudt spalteplads i et spansk tidsskrift og taletid på en ny konference af en chilener. Om aftenen hiver vores professor os med på en irsk pub, hvor en gruppe af studerende og forskere spiser middag sammen og lader kanderne med øl gå på omgang.

 

9. juni 2007

På konferencens sidste dag er vi samlet til Christian Kocks keynote address. Aldrig har vi set ham så velklædt. I jakkesæt og slips og med en PowerPoint-/res/a/200-73pqer_200_297.jpgpræsentation, vi ikke troede, han havde i sig. Oplægget er ikke kontroversielt i vores øjne, men Christians påstande resulterer i pågående spørgsmål, der sætter vores selvfølgelige antagelser i perspektiv. Oplægget bliver nævnt flere gange under aftenens banquet. Festmiddagen krydres med underholdende indslag, prisuddeling og professorer på slap line. Indforståethederne vidner om et stærkt og indgroet netværk blandt deltagerne. Som vi nu kan regne os selv for en del af.

 

10. juni 2007

Vi får udleveret nøglerne til en sølvgrå Buick med automatgear og skråler med på Bo Kaspers ord "Vi sitter i samma bil" på vej mod Toronto. Foran os har vi fem dage, hvor vi blandt andet vover os ud på et glasgulv i 342 meters højde i CN Tower, drøner rundt på en Bedstemor And-agtig firmandscykel på en af de grønne øer i Ontario Lake, finder ud af, at baren Sassafraz er brændt ned to måneder tidligere (!), drikker ikke særlig 'bad ass' mojitos på en anden bar og tager på en farefuld færd med båden Maid of the Mist ud til hesteskovandfaldet ved Niagara. Langsomt fordøjer vi de fire faglige dage i Windsor sammen med en masse god mad og vin fra Torontos multikulturelle køkken.

 

5. juli 2007

Vi skriver på en artikel om konferencen til RetorikMagasinet, og Mette har sat specialeslutspurten ind. De ølplettede visitkort fra konferencen bliver fundet frem, og vi mailer til flere af de forskere, vi mødte. De svarer prompte i engagerede mails med opmuntrende skulderklap og interessante indspark til både artiklen og specialet om menneskers reception af argumenter, dikotomisering i politisk debat og Bush's metafor-brug.



Kommentér (0 kommentarer)



Tilbage

Faktaboks

Kunne du tænke dig at komme på konference?

De 3 skribenter har skrevet en "how to" artikel til Universitetsavisen, som giver gode råd til dig der gerne vil til udlandet på konference. Læs artiklen her.

 

Det sagde de om turen:

Mette Bengtsson: Vores studietur bød på faglig inspiration en mas. Et kæmpe boost! Selv brugte jeg konferencen til at få inspiration til mit speciale. Jeg vidste, hvilket emne jeg ville skrive om, men kunne bruge de mange indlæg til at udbygge dette.

 

Sofie Horskær Madsen: Rejsen gav mig optur over mit eget fag! Og så var det en super vennetur med road trip, turistattraktioner og fantastiske middage. Jeg synes, at det var let at komme af sted og var egentlig overrasket over, hvor glat alting gik - både før, under og efter.

 

Rasmus Rønlev: For mig var det primært en fed måde at komme ud at rejse med mine venner. Men jeg synes så også, at det var en stor udfordring og i sidste ende en positiv oplevelse at fortælle om et af mine eksamensprojekter på engelsk og langt hjemmefra.

Om forfatteren

Sofie, Mette og Rasmus studerer alle retorik på Københavns Universitet.

De 3 skribenter har samlet deres artikler på www.rskribent.dk.




copyright © kampus.nu 2007 ♦ Om kampus.nuBetingelser for brugKontakt