Stylist guider dig til billig mode
Årets bedst klædte mand i 2007, stylist Simon Rasmussen, giver dig moderåd, som ikke dræner din økonomi.
Hvilke butikker vil du anbefale til studerende, der gerne vil finde noget
fedt men billigt tøj?
Der er kommet en ny butik, der hedder Cos, som oprindeligt er udsprunget af H & M. H & M holder, men tøjet hos Cos er lidt federe og kun en smule dyrere.
Second hand er efterhånden blevet meget dyrt, især i KBH, men for københavnere kan jeg anbefale Time´s Up i Blågårdsgade. De har noget virkelig fedt tøj. På nettet er American Apparel en fed butik til rimelige priser.
Har du nogle generelle spareråd?
En meget overset måde at spare penge på tøj er simpelthen at passe på det. Kør en våd klud over dine sko engang imellem, eller sprøjt dem med Nanopren, som du kan købe i fx Magasin. Det får dem til at holde meget længere. Send dine skjorter til rens, det betaler sig i det lange løb. Vask dit tøj på lav temperatur, og lad være med at tørretumble det.
Og så det helt banale råd. Køb alle dine basisting på udsalg, enten om sommeren eller om vinteren. Og sørg netop hellere for at købe fede klassiske basisting fremfor smarte sæsonbestemte tøjvarer. Sæsonbestemte varer er ofte dyre, og da de netop er sæsonbestemte, så varer de ikke særlig lang tid.
Hvilke farver kommer på mode her til efteråret?
Den generelle mode med mange farver vil fortsætte. Vær ikke bange for at eksperimentere med mange og stærke farver, men husk, at det handler om farver, der klæder dig, ikke sæsonbestemte farver. Og husk igen, at basisfarver som sort, beige, hvid og grå altid er lækre, imens mere udfordrende farver måske ikke er på mode i lang tid. Man kan også tage det sikre valg og købe noget ternet - det vender altid tilbage i modebilledet.
Hvad skal man passe på med at gøre?
God stil handler i høj grad om gøre det, som passer til en. Alt for mange er netop for præget af gadebilledet. Man skal ikke gå i stramme jeans, hvis man er tyk. Som pige skal man ikke tage et bredt bælte på i livet, hvis man ikke har formerne til det. Og til pigerne, lad for guds skyld være med at tage for meget make-up på, men tag for guds skyld noget på.
Giv ét godt råd til, hvordan man får god stil
Vær konsistent! Alt afhænger naturligvis af, hvem du er, men tag en beslutning om, hvad du vil gøre, og udforsk så den stil. Lad være med at være hip-hopper den ene dag og rockstjerne med eyeliner den anden. Gør én ting, men gør den gennemført. Det gælder for kvinder såvel som mænd.
Kommentér (1 kommentar)
Tilbage
Faktaboks
Om Simon Rasmussen:
Simon Rasmussen er stylist og blev kåret til Danmarks bedst klædte mand i 2007 på hjemmesiden Cover.dk
Du kan besøge Simons hjemmeside her.
Simons anbefalede butikker:
Times Up:
Blågårdsgade 2
2200 København N

