Lærerstuderende og professionel fodboldspiller
Christian Holst er lærerstuderende og samtidig topscorer for Lyngbys SAS-ligahold. Kampus har snakket med ham om den umulige balance og om at være intellektuel i et omklædningsrum. Og så testede vi ham også lige i TP.

Som 19-årig spillede han uden reelle ambitioner på Svendborgs 3. hold. 6 år senere finder Lyngbyangriberen, der er halv Færing, sig selv på fyldte stadions i hele Europa. Pludselig er han blevet Færøsk landsholdsspiller, topscorer for sit hold i SAS-ligaen og de trofaste Lyngbyfans darling. Farvel til stadionpølser på sydfyn, goddag til Del Piero, Makelele og Shevchenko. Men ved siden af det nye selskab af kendisser på fodboldbanen er der også budt velkommen til koryfæer indenfor sociologi og didaktik. For udover fodbolden har "DiegoHolst", som lokalpressen i Svendborg yndede at kalde ham, fået et lærerstudium i Danmark at tænke på. Den nærmest umulige balance mellem fodbold og studium er kilde til dårlig samvittighed, og der er ikke meget akademisk modspil at finde i omklædningsrummet.
Samvittigheden nager
Man kan ikke forene professionel fodbold og et fuldtidsstudium, og Christian Holst kan se frem til at skrive mange afløsningsopgaver for sit fravær, der nærmest har været 100 procent, efter Lyngby rykkede op i SAS-ligaen sidste sommer. Fodbolden har første prioritet, men samvittigheden har det faktisk bedre, når han en sjælden gang aflyser træning for at passe studiet.
- I november var jeg i praktik, og det var første gang i lang tid, at jeg prioriterede studiet over fodbolden og måtte udeblive fra en ugentlig træning. Det var en rar fornemmelse, for jeg er nødt til at prioritere fodbolden over studiet det meste af tiden. Det er ikke altid tilfredsstillende at have den dårlige samvittighed i baghovedet, men i øjeblikket er det nødvendigt, og jeg får jo også en masse uforglemmelige oplevelser med min fodbold.
Intellektuel i omklædningsrummet?
BT udtog for nyligt SAS-ligaens klogeste hold, hvor Christian Holst var udtaget til angrebet med sin titel som lærerstuderende. Ifølge Lyngbyspilleren skal man dog ikke imponere særlig meget for at få spilletid på det hold, for snakken i omklædningsrummet omhandler sjældent Foucaults magtbegreb og synspunkter om den aktuelle politiske situation.
- Nej, der er langt mellem de akademiske snapse. Det er lang tid siden, at
diskursbegreber og makroøkomiske betragtninger har været oppe og vende til et taktikmøde. Snakken i omklædningsrummet roterer mest om livets eksistentielle spørgsmål som damer, fodbold, Ørkenens Sønner og flasker på Luux.
"Jeg udraderer Duncan"
At det intellektuelle modspil er ligeså pauvert som Lyngbys pointhøst i denne sæson er ikke noget problem for Christian Holst, der mener, at man godt kan være akademisk, selvom man spiller fodbold på fuld tid.
-Det ene udelukker ikke det andet, og mine holdkammerater er jo ikke dumme, selvom jeg i al ydmyghed tror, at jeg kunne slå de fleste superligaspillere i Trivial Pursuit.
Interessant. Med 6 scoringer i denne sæson deler du plads på topscorerlisten med Brøndbys angriber Morten "Duncan" Rasmussen. Ligegode til at score mål, men du siger altså, at du kunne slå ham i TP?
- 120 procent ja. Jeg ville udradere ham. Du kan citere mig for, at jeg er ubesejret på hjemmebane i TP.
Okay, hvad er hovedstaden i Venezuela?
- Caracas.
Hvem har lavet sangen "No cars go"?
- Arcade Fire.
Hvem er familieminister i Danmark?
- Ingen anelse.
Nævn en impressionistisk maler
- Monet.
Hvis ler svarer til krukke, hvad svarer dej så til?
- Brød.
Morten "Duncan" Rasmussen har desværre ikke været til at træffe til et spil TP...
Kommentér (1 kommentar)
Tilbage
Faktaboks
Ifølge Christian Holst:
Hvem er den klogeste spiller på Lyngbys hold?
Morten Christiansen, han er civilingienør.
Hvem på Lyngbys hold har mindst chance for at gennemføre en videregående uddannelse?
Det kan jeg ikke svare på - listen er simpelthen for lang.
Hvilken bog ligger på dit natbord for tiden?
"Vi de druknede" af Carsten Jensen.
Se SAS-ligaens klogeste hold her.
Christian Holst er også på Kampus. Se hans profil her.

